Legenden om Veronikas svededug

Veronikas svededug er et klæde, som ifølge kristen legende blev brugt til at tørre Jesu ansigt på vejen til Golgata, og som siden skulle bære et aftryk af hans ansigt. Fortællingen er en legende og en fromhedstradition. Den står ikke i evangelierne, men vokser frem i senere skrifter og får sin faste form i middelalderen.

Siden gengiver, hvad legenden og traditionen fortæller, og hvad opslagsværkerne oplyser om dens oprindelse. Den tager ikke stilling til tro eller til, om bestemte relikvier er ægte.

Legenden i korte træk

Traditionen fortæller om en kvinde i Jerusalem, der træder frem, mens Jesus bærer korset mod Golgata. Hun rækker ham sit klæde, så han kan tørre ansigtet. Da klædet gives tilbage, viser det ifølge legenden et billede af hans ansigt.

Klædet kaldes Veronikas svededug, Veronikas klæde eller det hellige ansigt. På latin hedder en svededug sudarium. Hvad navnet Veronika betyder, og hvor det kan stamme fra, står i artiklen om Veronikas betydning og oprindelse.

Står det i Bibelen?

Nej. Ifølge Wikipedia indeholder de kanoniske evangelier ingen beretning om en kvinde, der tørrer Jesu ansigt. Det nærmeste er fortællingen om en navnløs kvinde, der rører ved Jesu kappe (Lukasevangeliet 8,43-48). Veronika-legenden er derfor en senere tradition og ikke en del af Bibelens tekst.

Fra apokryfe skrifter til middelalderens fromhed

Legenden opstod ikke på én gang. Opslagsværkerne peger på disse trin:

• Pilatus-akterne. De apokryfe Acta Pilati, også kaldet Nikodemusevangeliet, giver en kvinde navnet Berenike (Beronike) og lader hende forsøge at vidne ved Jesu retssag. Den ældste form af teksten dateres til 300-tallet. Mors Pilati („Pilatus’ død“) hører til samme skriftkreds og knyttes til ældre fortællinger om kong Abgar af Edessa og billeder af Kristus.
• 1000-tallet. Fortællingen udvides: Jesus efterlader et portræt af sig selv på et klæde, og klædet får en rolle i en fortælling om kejser Tiberius.
• Omkring 1380. Skriftet Meditationes vitae Christi („Betragtninger over Kristi liv“) nævnes som det første, der knytter Veronika direkte til korsbæringen.

I senmiddelalderen bredte billedet sig i det katolske Europa som en del af Arma Christi, Kristi lidelsesredskaber. Hvordan motivet blev gengivet, handler Veronika og svededugen i kunsten om.

Berenike og kvinden med blødningen

Navnet Berenike hænger sammen med en anden kvindeskikkelse. Eusebius’ kirkehistorie placerer kvinden, som evangelierne lader røre ved Jesu kappe, i Caesarea Philippi. Senere legender gav hende et navn: Martha i vest og Berenike i øst. To fortællinger glider dermed ind i hinanden, kvinden fra evangelierne og kvinden på vejen til Golgata. Navneformerne sammenlignes i varianter og kælenavne.

Vera icon: et navn, der blev til en person?

Latin vera icon betyder „sandt billede“. En udbredt forklaring er, at klædet, som ifølge traditionen bar et billede af Jesu ansigt, blev kaldt vera icon, og at betegnelsen senere blev misforstået som en kvindes navn. Wikipedia nævner blandt andet Gervase af Tilbury, der omkring 1211 afleder navnet af vera icon. Flere kilder beskriver forklaringen ud fra vera icon som en senere og mindre sandsynlig tolkning, mens den græske Berenike er den sproglige forklaring. Billedets østlige modstykke er Edessa-billedet, også kaldet Mandylion.

Korsvejens sjette station

Legenden er blevet en fast del af korsvejen, den andagtsform, hvor man følger Jesu vej til korsfæstelsen i en række stationer. I den traditionelle række på fjorten stationer er den sjette Veronika tørrer Jesu ansigt. Ifølge Wikipedia om korsvejen byggede franciskanerne stationer i 1400- og 1500-tallet med mellem syv og tredive scener. Fjorten blev standard i slutningen af 1500-tallet, og i 1731 fastlagde pave Clemens XII tallet for alle kirker.

Den sjette station findes i katolske, anglikanske, evangelisk-lutherske og vestlige ortodokse kirker. I 1991 indførte pave Johannes Paul II en bibelbaseret korsvej, som Benedikt XVI godkendte i 2007. Den har ikke Veronika med, fordi Bibelen ikke omtaler scenen.

Klædet i Rom

Traditionen knytter svededugen til Rom. Wikipedia om Veronikas klæde giver denne tidslinje:

Årstal	Hvad kilderne anfører
1199	De første sikre omtaler, bl.a. fra pilgrimmene Gerald de Barri og Gervase af Tilbury
1207	Pave Innocens III viser klædet offentligt og giver aflad til dem, der beder foran det. Fremvisningen bliver en årlig procession
1297-1300	Pave Bonifatius VIII flytter klædet til Peterskirken. I jubelåret 1300 vises det offentligt
1436	Den spanske rejsende Pedro Tafur beskriver siden, hvordan klædet blev vist for en menneskemængde
1616 og 1629	Paverne begrænser og forbyder derefter kopiering
1600-tallet	Klædet findes i et relikvierum, som Bernini byggede i en af kuppelpillerne. I pillens niche står en statue af Veronika

Ifølge Wikipedia vises klædet årligt på passionssøndag, og i jubelåret 2025 blev det besluttet at vise det 6. april. En beskrivelse fra 1907 taler om et firkantet, gulnet stykke stof med to svage, rustbrune pletter. Flere andre steder, bl.a. i Jaén og Alicante i Spanien, i Genova og i Manoppello i Italien, opbevares billeder, som traditionen forbinder med samme fortælling. Hvert sted har sin egen tradition om billedets alder og herkomst.

Mindedag og eftertid

Ifølge Wikipedia mindes Sankt Veronika 12. juli, og hun regnes blandt andet som skytshelgen for fotografer og vaskeriarbejdere. Navnedagen i Danmark ligger på en anden dato og er beskrevet under Veronikas navnedag. I 1844 beskrev en karmelitternonne i Tours en vision, hvor Veronika tørrer spyt og mudder af Jesu ansigt. Det førte til andagten til Jesu hellige ansigt, som pave Leo XIII godkendte i 1885.

Læs videre

• Veronika og svededugen i kunsten: malerier, kobberstik og skulpturer
• Helgener og historiske kvinder ved navn Veronika: kvinder, som har levet
• Veronika i film, musik, sprog og fiktion
• Ærenpris: planteslægten Veronica, hvis navn forbindes med helgenen
• Navnet Veronika: forsiden med de tre spor